Afgang 2024: Oplæsning ved Naja Zethner & Benjamin Asger Krog Møller

Fri entré
Sprog: Dansk

Kom med til oplæsning ved deltagende kunstnere i Afgang 2024: Passage Naja Zethner og Benjamin Asger Krog Møller. Kunstnerne vil læse op fra hver deres tekster, som indgår i dette års Afgangskatalog - Zethner fra O og Krog Møller fra Skolekunst & Kunstskoler.

Det er gratis at deltage, men vi anbefaler, at du sikrer dig en plads på Billetto.

Biografier

Naja Zethner

Billedkunstner Naja Zethner arbejder med maleri og tekst, hvormed hun undersøger sanseindtryk, partiturer, struktur og billeddannelse.
På bløde bomuldslærreder og sider, hvor sproget bevæger og ånder udtrykkes en stærkt forminteresseret ambivalens i de gennemskinnelige strøg og ordenes krops-poetiske undersøgelser af æstetiske fænomener.
Som i en malerens overdrevne mikroskopi udforskes billedet tilsvarende som et vedvarende levende system, der afspejler hendes engagement i nutidig økologi, koreografi, billedteori og kultur.

Benjamin Asger Krog Møller

Benjamin Asger Krog Møller er en billedkunstner og idéhistoriker, der beskæftiger sig med installation, tekst og kollaborativt arbejde. I en kunstnerisk art ekstrem kombinatorik udarbejdes en særegen intervenerende form for immanent institutionskritik og altomfattende slapstick arkivæstetik, der rumsterer i al slags (billed)sprog, viden og tekst i såvel det digitale som det analoge. Bemærkelsesværdige kunstneriske og idehistoriske bevægelser i internationalt, men særdeles også i lokalt Aarhusiansk perspektiv, udforskes i diverse former for institutionalisering, tværvidenskabelig historieforfalskning og til tider kaos-apokalyptiske fiktionsfremstillinger.
Hans arbejde er opbygget gennem utallige gruppesubjekter og samarbejder, herunder det opsøgende bogprojekt skolekunst & kunstskoler (2019- Selina Rom Andersen, Lina Brogaard Ottosen, Maj Færgemann), Institut for Emancipationsvidenskab (2017–) samt kunstnergruppen og anagrammet Computer Lars (2022- medvirke af den afdøde franske forfatter Marcel Proust), der begge udarbejdes med filosof Asker Bryld Staunæs såvel som Organ for de autonome videnskaber (2020 -Asker Bryld Staunæs, Tobias Dias), et ekstra-disciplinært kollektiv for research, kunst og infrastrukturel organisation.

Oplæsningen er arrangeret i samarbejde med Det Jyske Kunstakademi.